Maleren Eyvind Olesen in Memoriam

Af Mogens Fischer


Artikel i ”Jul i Kalundborg og Omegn” årgang 1995




Eyvind Olesen døde i marts måned i år i en alder af 88 år. Efter at være blevet blind og på anden måde svækket og handicappet, henlevede han de sidste år på Slaglille Plejehjem. Forud var gået et liv som kunstner. Han blev uddannet af Lembcke-Jensen og Svend Lindstrøm. Eyvind Olesen har i sine arbejder lagt en stor fantasiudfoldelse for dagen. Hans kunst adskiller sig i to væsensforskellige kategorier: den første omfatter landskaber, figurbilleder og opstillinger, den anden fabulerende abstraktioner. Den førstnævnte gruppe var oprindelig naturalistisk, men blev efterhånden præget af både impressionismen, ekspressionismen og fauvismen. Den store franske maler Paul Cezanne var et stort forbillede for ham, hvilket mange af hans billeder bærer præg af, ikke mindst hans smukke opstillinger. Det er jo nok især som maler, at han vil blive husket, skønt han også gjorde sig smukt gældende med at skrive digte. Ligeledes oversatte han på en følsom måde gamle tyske salmer og andre tekster til et let læseligt og smukt dansk. Men det var som sagt især som maler, at han blev kendt, ikke mindst på Kalundborgegnen, hvor han trådte sine barnesko.



Selvportræt af Eyvind Olesen fra 1961 samt hans billede af Houget i Kalundborg fra 1950


Eyvind Olesen blev født den 5. Januar 1907 i Svallerup, hvor hans forældre drev en købmandsforretning. Efter 6 år som kostskoleelev på Sorø Akademi og nogle år som teologistuderede ved Københavns Universitet blev det malerkunsten, der løb af med sejren. Han begyndte allerede at male i akademitiden, og efterhånden greb det så mere og mere om sig. Efter studietiden flyttede han hjem til forældrene i Svallerup, hvor han fandt et kærkomment fristed, således at han trods sin manglende økonomiske og praktiske sans samt en noget lille og ujævn indtjening alligevel kunne få dækket sine mest påtrængende materielle behov.


Foruden palet, pensler, staffeli og farver var cyklen for ham et værdifuldt redskab i maleriets tjeneste. Selv om det først og fremmest var i de nærmeste omgivelser, at han fandt sine motiver, altså i Svallerup og omegn samt på Kalundborgegnen som sådan så tog han også på lange ture på kryds og tværs over Sjælland, alt efter som vinden blæste, idet han yndede at køre afsted fra hjemmet med vinden i ryggen. Han havde familie, venner og bekendte adskillige steder ud over øen, hvor han kunne stoppe op og få noget mad og drikke og eventuelt også overnatte samt måske også sælge et billede. Jeg husker fra min barndom, hvordan han lige pludselig dukkede op derhjemme i mit barndomshjem i Rye ved Gørlev, hvor mine forældre drev købmandsforretning. På et af sine besøg malede han en akvarel af et par af ejendommens bygninger med nogle af havens buske og træer for og bag.


Eyvind Olesen kom hos os på grund af, at han var fætter til min mor. Allerede i min barndom var vi i besiddelse af en pæn samling af hans billeder. På cykelturene, og ikke mindst på de lange ture, var det især akvareller, han malede, idet det jo er betydeligt vanskeligere at transportere nymalede lærreder på cykel. Han var især glad for at komme afsted om foråret, når sollyset var blevet så stærkt, at det gav et livligt spil at lys og skygge i landskabet. Disse ture har uden tvivl været nogle af højdepunkterne i hans liv, idet han her kunne føle sig fri.


Han var jo i allerhøjeste grad et frihedselskende menneske. Og impulsiv var han. Hans søster fortæller, at tit fandt de, efter at han var taget afsted, en seddel, der fortalte dem, at nu var han kørt. Men vom sagt fandt han også mange motiver i de nære omgivelser: han malede portrætter, hvor især hans far, mor eller søster sad modet, og især malede han selvportrætter, desuden malede han blomsterbilleder og opstillinger, en motivverden der af praktiske grunde med tiden udviklede sig en hel del. I de senere år malede han en del abstrakte hanebilleder og maskebilleder. Fra Svalleruptiden har jeg rundt om hos familien set en hel del smukke og stemningsfulde malerier med motiver fra landsbyen på forskellige tidspunker af dagen og året. Karakteristisk for hans motivvalg er et stykke gade eller vej med hus og beplantning samt måske også mennesker.


Eyvind Olesen boede dog ikke hos sine forældre hele livet. På et tidspunkt i et af de første krigsår blev han gift med en kvinde, der var lærer i København. Så flyttede han til København. Men det blev af kort varighed, ikke mere end et par år svarede det, før de måtte skilles. Så vidt jeg ved, var de alt for forskellige. Men de fik en datter, som Eyvind senere fik glæde af ved hendes besøg i hjemmet. Hun er i dag en af landets anerkendte psykologer.


I et af de sidste krigsår flyttede familien fra Svallerup. Forældrene havde nået pensionsalderen. De valgte at slå sig ned i Sorø, hvor de købte et hus. De handlede om et par gange og endte med at købe en rummelig villa på Hauchsvej, så Eyvind fortsat havde rimelig god plads til sin kunstneriske udfoldelse. Motivverdenen blev nu delvis en anden. I stedet for billederne ved Store Bælt, blev det nu skovene omkring Sorø, som han gang på gang besøgte, og hvorfra han hjembragte det ene fremragende billede efter det andet. Slut var det med landsbybillederne fra Svallerup, i stedet blev gademotiverne fra Sorø inddraget. Han lod til at trives i Sorø , skønt han gang på gang udtalte, at han savnede den friske havluft.


Når jeg i min ungdom besøgte familien i Sorø, var det altid spændende at se, hvad Eyvind havde på lager. Tit var malingen endnu ikke tør på de sidst malede billeder, og der var en duft af terpentin og maling, der understregede, at besøget fandt sted hos en maler. Det lykkedes mig under disse besøg at købe flere af hans lærreder. Men ellers var det således, at når han havde samlet en passende stak billeder, gik turen til København. Når han havde penge på lommen tog han med toget, ellers klarede han sig med cyklen. Pengene fik hurtigt ben at gå på. Desuden betalte kunsthandlerne ikke mere end allerhøjdt nødvendigt. Eyvind følte sig i hvert fald stærkt underbetalt. I det daglige kneb det gevaldigt med kontanter. Hans forældre og søster måtte gang på gang hjælpe ham med at finansiere indkøb af tøj, cykel og andre nødvendigheder. De var i det hele taget for ham et uvurderligt økonomisk sikkerhedsnet. Til gengæld overtog de nogle af hans billeder, hvoraf en del af de mest fremragende stadig pryder husets vægge og er med til at give hjemmet dets helt enestående atmosfære.



Eyvind malede mange flotte hanebilleder. Endnu flere opstillinger. Disse fra 1954, 1955



På et tidspunkt i halvtredserne fandt velmenende mennesker på at finansiere en rejse for ham til Paris. En rejse, der forhåbentlig kunne give ham fornyet glæde, begejstring og inspiration til kunstnerisk udvikling. En i øvrigt glimrende idè. Hjemme igen fik han så travlt med at betale finansieringen tilbage i form af billeder.


Eyvind Olesen har deltaget i mange udstillinger, bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling 1935, 37,40,42,43 og 45. Den Uafhængige fra 1944 til 46. September Udstillingen 1932, 34,38,43,44 og 45. Nordisk Kunst i Århus i 1941. Jeg kender til, at han på ”Den Frie” udstillede ”Med skolen i skoven” fra 1938/39. Billedet er et festligt, storslået og fabulerende billede med motiv fra Asnæsskovens festplads med traktørstedet. Det hævdes også at have været udstillet på ”Statens Museum for Kunst”. Billedet gav ham i øvrigt ”Van Gogh legatet”, hvilket var en kærkommen anerkendelse.


Ind imellem at han malede, dyrkede han så sine øvrige interesser. Han holdt meget af at skrive. Der gik næppe en dag, uden han skrev et eller flere breve. I sin ungdom udgav han en digtamling. Senere var han altid leveringsdygtig med en sang til en festlig lejlighed i familien. Han holdt meget af ar oversætte, især fra tysk og især gamle tyske salmer, men også alle mulige andre tekster, bl.a. fra aviser, hvor han yndede at oversætte mere eller mindre skandaleprægede artikler. Disse oversættelser sendte han så til sine pennevenner, der bl.a. bestod af flere kusiner, præster og tyske damer. Jeg husker, hvordan min mor i min ungdom jævnligt fik brev fra ham. De var impulsivt skrevet, og så vidt jeg kan se, var det ikke ualmindeligt, at han skrev dem ved midnatstid eller senere. Han skrev også sine barndomserindringer, som han også endte til os. Desuden holdt han af ind imellem at sætte sig til klaveret for at spille et par småstykker. Tit og mange gange var det noget af Bellmann, som han holdt meget af. Så vidt jeg husker fra mine besøg hos ham og hans familie, skete det også, at han sang til. Han var altid hjertelig og underholdende, ja, på mange måder nærmest overstrømmende, indtil han pludselig forlod stuen og trak sig tilbage.


Efterhånden som hans forældre blev ældre, svagelige og syge og til sidst faldt fra, blev det mere og mere hans søster, der måtte støtte og hjælpe ham med det praktiske og økonomiske. Men efterhånden som årene gik, blev synet svagere og efter få års forløb, var han helt blind. Igennem mange år kunne han fortsat blive boende i huset hos søsteren. Men det var slut med at male. Så vidt jeg ved, malede han det sidst billede for over 20 år siden. Og så for nogle få år siden blev benene så svage, at han måtte have hjælp af en kørestol for at komme rundt. Derfor blev plejehjemmet den sidste station på hans vej.


#


En stille dag i marts med finregn bar vi ham til graven på Sorø Kirkegård. Tilbage har vi alle de pragtfulde billeder, som han malede gennem årene. Billeder, der er til stadig glæde og fornøjelse for os, som holder af dem.